Torsdag den 6. februar 2020, kl. 19.30
Sted: Den Gamle Biograf i Gørlev, Østerled 25, 4281 Gørlev

En skuespiller og hendes rolle skal sammen spille en vigtig scene. Men det går ikke helt som planlagt. Skuespilleren bliver lammet af nervøsitet, og rollen må tage over. Rollen finder ud af, at den godt kan lide spotlight, og skuespilleren må kæmpe for at overtage scenen igen og stå ved sig selv.
Teatret bliver vendt på hovedet i denne forestilling, og der garanteres både grin og eftertanke. Den Komiske Tragedie handler om angsten for at fejle. Om at satse alt alligevel og kaste liv og sjæl tilbage på scenen for at gøre det, man drømmer om. Det er en historie om at blive sig selv og om at lytte til den lille stemme indeni, som nogle gange siger noget klogt.

Forvent intelligent historiefortælling tilsat komik, fysik og dybsindighed i denne poetiske komedie, der er en hyldest til fantasien, livet og ja… skuespillet.
Forestillingen har høstet meget fine anmeldelser og bl.a blevet kaldt ‘virtuos, fabulerende, lynende intelligent og dødsens charmerende’.

Varighed: 75 minutter uden pause.