Generalforsamling med fri forestilling

Mandag d. 17. september 2018 kl. 19.00
Sted: Den Gamle Biograf, Østerled 25, Gørlev

To unge skuespilleraspiranter præsenterer forestillingen: DET TALER VI IKKE OM
”Jeg spiser kun èn gang om dagen, andre gange to… Hvis jeg husker det. Jeg er virkelig ikke sulten.” I monologforestillingen DET TALER VI IKKE OM kæmper en ung pige med sin spiseforstyrrelse, alt imens hendes kæreste, venner og familie bare kan stå på sidelinjen og følge med. For hvad skal de stille op? Og hvad skal hun stille op? Hvordan kan man bekæmpe det, vi ikke taler om?

Tekst og skuespiller: Iben Damm Rønne.
Instruktion, lyd og lys: Agnes Fogh Schmidt.

Varighed: 35 minutter.

Vigga Bro præsenterer forestillingen SNE

Mandag d. 24. september 2018 kl. 19.30 
Sted: Den Gamle Biograf, Østerled 25, Gørlev

En af dansk teaters helt store fortællere, Vigga Bro, kommer til Gørlev med sin magiske og musikalske fortællekunst. Historier der fortæller dig om alt det der gemmer sig nedenunder det, du ser. Og mens man vandrer med fortællingerne, får man hår så hvidt som sne.”Sne” er en musikalsk livsrejse, fortalt af Vigga Bro, Birgit Løkke på percussion og Ida Bach Jensen på bas.

Varighed ca. 90 minutter uden pause.

Baren er åben før og efter forestillingen.

TeaterNext præsenterer: Den Lille Prins

Tirsdag d. 23. oktober 2018 kl. 19.00
Sted: Kalundborg Gymnasium, dramasalen

Familieforestilling fra 6 til 99 år.
Med levende dukker, sang og musik. Millioner af mennesker kender og elsker det forunderlige, filosofiske eventyr om den lille prins, der på sin dannelsesrejse rundt i universet lærer kærligheden og livet at kende. Han møder bl.a. den herskesyge konge, forretningsmanden, der er begærlig, og drankeren, der drikker for at glemme, at han er flov over at drikke, en talende blomst og en ræv, der gerne vil være tam.

Medvirkende: Christian Bergman, Morten Hembo og Mads Kronborg.
Varighed: 55 minutter uden pause.

Baren er åben før og efter forestillingen.

Camilla Marienhof præsenterer: Kaffe og Kærlighed

Mandag d. 5. november 2018 kl. 19.30
Sted: Den Gamle Biograf, Østerled 25, Gørlev

KAFFE & KÆRLIGHED udspiller sig sammen med, bag, over, blandt og foran publikum. To caféborde, en dansepæl og en bregne er scenografien. Et forsøg på at få kaffe og måske lidt kærlighed fra en tjener, der i allerhøjeste grad lader vente på sig, sætter et stenskred i gang. Via dialog med både sig selv og publikum, sang, dans, og perverst virtuost artisteri, folder kvindens længsler sig ud. En pinagtigt genkendelig historie.
Varighed: 50 minutter uden pause.

Ved denne forestilling serveres der naturligvis kaffe, og man kan købe et stykke kage til. Kærligheden må man selv klare.

Thalias Tjenere præsenterer: Dracula

Torsdag d. 29. november 2018 kl. 19.00
Sted: Kalundborg Gymnasium, samlingssalen

Familieforestilling fra 6 til 99 år – hvis de tør!
Denne forestilling vender sig mod mørket og sætter tænderne i Bram Stokers udødelige vampyrgyser, Dracula. Gotisk stemning, gys og gribende drama får fuld skrue i denne stærke og visuelle tolkning af det melodramatiske mesterværk, en fortælling, der fascinerer unge som gamle, men som bestemt ikke er for pattebørn. Her ser vi angsten i øjnene, angsten for den bestialske natur, der ligger gemt under vores civiliserede maske.

Medvirkende: Linda Fallentin, Helga Rosenfeldt-Olsen, Brian Samsboe og Stephan Vernier.
Instruktion: Michael Fields. Musik: Laz Kaye

Varighed: 50 minutter uden pause.

Limfjordsteatret præsenterer: Doktor Carl von Cosels hemmelige liv

Tirsdag d. 15. januar 2019 kl. 19.30
Sted: Kalundborg Hallerne, Hal 1

Musikalsk og grotesk fortælling fra det virkelige liv om en umulig kærlighed så stor, at den måske overvinder selv døden. Doktor Carl von Cosel møder den unge Elena de Hoyos på en tuberkulose-klinik. Han falder for den unge tuberkuløse kvinde, og selv om det kunne virke som kærlighed ved første blik, har Carl kendt hende, siden han som ung i et syn blev lovet, at denne Elena ville være hans livs kærlighed.

Medvirkende: Sune C. Abel, Lasse Popp, Kim Fast Jen-sen, Bastian Popp.
Instruktion: Gitta Malling. Varighed:
70 min. uden pause.

Medborgerforeningen og Teater OPtimis præsenterer: Emma Gads Takt & Tone 100 år

Mandag d. 25. februar 2019 kl. 19.30
Sted: Den Gamle Biograf, Østerled 25, Gørlev

Begreberne “Emma Gad” og “Takt og tone” er en del af vores kultur, og noget vi alle meget ofte refererer til. Men sjovt nok ved ret få af os, hvad der rent faktisk står i bogen – og de fleste ville blive overraskede, hvis de læste den. Teatret OPtimis præsenterer derfor denne cabaret-forestilling, som lærer os bogen og mennesket bag at kende – på en humoristisk, musikalsk og litterært-underholdende måde.

Medvirkende: Allan Høier. Instruktion: Bo Skødebjerg.

Varighed: 100 minutter, inklusiv pause.

Paolo Nani Teater præsenterer: Kunsten at dø

Mandag d. 25. marts 2019 kl. 19.30
Sted: Kalundborghallerne, Hal 1

I denne Reumert-nominerede forestilling følger vi to klovne på toppen af deres karriere, på og bag scenen. Vi ser deres fantastiske numre, venskab og succes. Vi finder sammen ud af, at en af dem snart skal dø. Vi ser, hvordan dette påvirker deres liv. Vi ser dem begynde at tænke på døden som klovne og afsløre et fantastisk mysterie: DER ER LIV FØR DØDEN. Masser af !!GAGS!!, rytme, musik, poesi og alt sammen uden et eneste ord. Teatrets to ekstreme sider: Latter- og grådmasken.

Medvirkende: Paolo Nani og Kristján Ingimarsson.
Konsulent: Katrine Wiedemann

Varighed: 90 min.