HURRA – Jacob Morilds 20-års Jubilæumscabaret

Mandag d. 7. september 2020 kl. 19.30
Sted: Den Gamle Biograf, Østerled 25, Gørlev

120 minutter inkl. pause
TEATER: Cafe Liva

Så er der en ny regering…eller er der bare andre ansigter på de samme fejltagelser? Solen skinner og fuglene fløjter…ja, men ka’ de egentlig andet? Skal man grine eller græde over Verdens Tilstand…og hvis man gør begge dele samtidig, er det så kriminelt krænkende – og i så tilfælde; for hvem? Den flere gange Reumert-nominerede skuespiller, instruktør, dramatiker m.m.m., Jacob Morild, ta’r atter engang temperaturen på Danmark og Danskerne – men er der egentlig noget at råbe HURRA for? – og hvorfor ikke?! 5-stjernede anmeldelser: “Jacob Morild er en af landets skarpeste satirikere!”

 

MEDVIRKENDE, DRAMATIKER OG FORFATTER: Jacob Morild

Driving Miles – Udsat forestilling

Fredag d. 11. september 2020 kl. 19.30
Sted: Postgaardens Event- og Musikhus
Kordilgade 6b, 4400 Kalundborg

80 minutter u/ pause, derefter 1 times jazz m/ Miles-musik
TEATER: Parkteatret Frederikssund

Den verdensberømte trompetist Miles Davis bliver hentet i Molde lufthavn i en limousine med chaufføren Svein Åge bag rattet. Som kilometertæller-en ruller udvikles et livslangt venskab. Mankell lader historien kredse om Svein Åges ven skrothandleren Steinar, og hans møde med Miles’ musik, der nærmest bliver en åbenbaring for ham. En eventyrlig fortælling om det lykkelige møde mellem “den jævne mand” og kunsten samt en poetisk og nuanceret hyldest til musikkens kraft.

 

TEKST: Henning Mankell, oversættelse og dansk bearbejdning Anna Bro. ISCENESÆTTELSE: Vigga Bro, instruktør. MEDVIRKENDE: Hans Henrik Clemensen, skuespiller, Musikere: Anders Malta, trompet, Cornelia Nielsson, trommer, Rune Fog-Nielsen, bas, Zier Romme Larsen, piano.

 

OBS!

Efter forestillingen er der en times koncert med ‘Driving Miles Ahead’

Det begynder at blive koldt om fødderne

Mandag d. 21. september 2020 kl. 19.30
Sted: Postgaardens Event- og Musikhus
Kordilgade 6b, 4400 Kalundborg

70 minutter
TEATER: Hans Rønne

DET BEGYNDER AT BLIVE KOLDT OM FØDDERNE er Hans Rønnes enmands-rejse mod døden: en rørende fortælling om at forstå den og om at forsone sig med tanken om at ophøre, så man med sindsro – og med humoren i behold – kan give sig hen til livets sidste kapitler. Med en god portion selvironi tilsat en lille, men snerrende, dødsangst, lufter Rønne ud i det rum vi alt for sjældent åbner. Hvad vil det sige at dø? Er det ren biologi og evig glemsel, eller er der mere derude, derinde eller deroppe?

 

MEDVIRKENDE, DRAMTIKER OG FORFATTER: Hans Rønne
INSTRUKTØR: Lars Knutson

OBS!

Efter forestillingen afholder Femkanten sin årlige generalforsamling.

Macbeth

Onsdag d. 28. oktober 2020 kl. 19.30
Sted: Kalundborg Gymnasium
J Hagemann-Petersens Alle 4
, 4400 Kalundborg

70 minutter u/ pause
TEATER: Asterions Hus

Magt, begær, mord og skyld – alt er som du kender det, og alligevel er intet som du forventer når Asterions hus har haft fingrene i Shakespeares Macbeth. Oplev skuespillere og ægtepar, Tilde Knudsen og Peter Kirk, når de tager favntag med et af teaterhistoriens absolut mest dysfunktionelle ægteskaber. Macbeth bliver i denne version splintret til atomer og fortalt på ny i en legende, sansemættet og eksperimenterende fortælling. Filmelskere såvel som teaterelskere vil nikke genkendende når historien kommer til live i et rablende univers, med tråde til alt fra gysermesteren Hitchcock og Coppolas Godfather til danske filmskatte som Morten Korch og elskede børneklassikere

 

MEDVIRKENDE: Tilde Knudsen, Peter Kirk

INSTRUKTION: Emil Hansen

 

Pressebilleder fra : https://www.asterionshus.com/macbeth 

Hvis jeg bliver gammel – danseforestilling

Tisdag d. 10. november 2020 kl. 19.30
Sted: Kalundborg Hallen, hal 1
J Hagemann-Petersens Alle 11, 4400 Kalundborg

75 minutter u/ pause
TEATER: sART Danseteater

Vi bliver ældre og ældre, og måske varer det ikke længe, før vi kan leve evigt. Men vil vi egentlig det? Vil vi have en verden af evigt unge oldinge? Fyens Stiftstidende skrev: “Hvis jeg bliver gammel” er umulig at sætte i bås, men to dansere og to skuespilleres skildring af livet før døden er morsom, grotesk og rørende – og uhyre vellykket. 5 stjerner. Hvis jeg bliver gammel er en co-produktion mellem Odense Teater og sART Danseteater om alderdom og forgængelighed, og har med dødsforagt kastet sig over emnet.

 

MEDVIRKENDE – Camilla Stage, Klaus T. Søndergaard, Lars Bjørn, Githe Lehman

IDE og INSTRUKTION – Sofie Christiansen

Viva la Frida!

Mandag d. 23. november 2020 kl. 19.30
Sted: Postgaardens Event- og Musikhus
Kordilgade 6b, 4400 Kalundborg

50 minutter, efterfulgt af artist-talk med skuespiller
TEATER: Scene42

’Viva la Frida!’ kredser om maleren Frida Kahlos liv. Vi befinder os til Frida Kahlos begravelse. Gennem hendes søster Christinas øjne ser vi, hvordan det var at leve i Fridas skygge, at være fascineret af og beundre selvsamme kvinde, som stjal al opmærksomheden. Forestillingen vil gennem musik, tekst og flamincodans udtrykke Frida Kahlos indre smerte og passion, som danner basis for hendes liv og kunst, og undersøge, hvorfor den mexikanske kunstner stadig inspirerer og fascinerer verden over, 65 år efter at hun døde.

 

SKUESPILLER OG FORFATTER – Amira Jasmina Jensen

INSTRUKTION – Signe Hørmann Sørensen

Den komiske uskyld

Fredag d. 5. marts 2021 kl. 19.30
Sted: Postgaardens Event- og Musikhus
Kordilgade 6b, 4400 Kalundborg

90 minutter, ekskl. pause
TEATER: Måske

Han har været der hele tiden …. synes man måske. Fra Nissebandens grødnisse Lunte til teaterets kyniske spindoktor …. plus alt det ind imellem. Og nu.

Revyerne, stand-up scenen – her er virkelig tale om et menneske, der har brugt et helt liv på ikke at kunne bestemme sig.

Skuespiller, dramatiker, instruktør, forfatter, farfar ….

Hvordan blev det alt sammen til? Hvad skete der bag scenen?

Få alle historierne – for så har I fået fingre i historien!

Flemming Jensen fortæller om det hele og gi’r undervejs eksempler på viser, sange og monologer. Lige fra ”Ka’ du huske?” til ”Hov! Den dér er da helt ny!”

Jesper Klein præger stadig hans tanker, Søren Østergaard minder ham konstant om deres fælles cirkus-fortid, Claus Ryskjær, Waage Sandø, Per Pallesen – de har alle sammen smittet af på ham. Og yngre stand-up’ere som Omar Marzouk, Sebastian Dorset og Michael Schøt gør det nu.

Teaterets road-movie på strejftog gennem den bredest mulige del af det danske kulturlandskab gennem de sidste to snese år.

Og så har Jensen altså en svaghed for anekdoterne om alle de gamle idioter fra den gang Teater blev stavet med stor T ..

 

MEDVIRKENDE – Flemming Jensen, Flemming Jensen og Flemming Jensen et al.

Længe leve Liva

Mandag d. 15. marts 2021 kl. 19.30
Sted: Den Gamle Biograf, Østerled 25, Gørlev

105 minutter inkl. pause
TEATER: Teater Gyda

Dette arrangement er et samarbejde mellem Femkanten og Medborgerforeningen i Den Gamle Biograf.

I denne kabaret portrætterer Liselotte Krogager den folkekære Liva Weel. Det bliver en rundtur i Livas vidunderlige univers med de skøre sange fra Scalatiden bl.a. “Eskimor”, “Åh, hvor var han dog bedår’ne”, og

”Guldfisken”, diverse filmminder og ikke mindst de vidunderlige viser som kom fra PH’s hånd. Det hele krydres med historier og anekdoter fra Livas liv. Mange sange vil vække genkendelsens glæde. Andre vil måske have nyhedens interesse, da vi har bestræbt os på også at præsentere knapt så kendte sange. Dermed præsenteres nye sider af Liva. Ulf Starup akkompagnerer og har også stået for arrangementerne af forestillingens 17 sangnumre. Glemmer du – så husker vi alt.

 

MEDVIRKENDE – Liselotte Krogager, Ulf Starup

De 3 Musketerer – nu som opera

– en for alle, alle for en og alt for sjov

Fredag d. 26. marts 2021 kl. 19.30
Sted: Musisk Skole Kalundborg
Skovbrynet 55
, 4400 Kalundborg

TEATER: Figaros, Den Ny Opera

Intriger, store fægtescener, kærlighed, komik, onde skurke og ædle helte. Alexandre Dumas’ klassiske fortælling “De tre Musketerer” rummer det hele.

De tre musketerer, Porthos, Athos og Aramis, franske elitesoldater ”with a license to kill”, opdager et ondskabsfuldt komplot, der skal vælte den franske trone. De tager den unge D’Artagnan under deres vinger, og sammen kaster de fire helte sig ud i kampen for at afsløre komplottet og redde ikke bare den franske trone og Dronning Annas ære og ægteskab, men hele Europas fremtid.

Historien rummer, ud over de 4 helte, den franske Kong Louis 13. og Dronning Anna, skurken Rochefort, den onde spion Milady de Winter, den magtfulde kardinal Richelieu og mange flere.

Figaros og Den Ny Operas opdaterede udgave af “De tre Musketerer” tilsættes kendte hits fra opera, operette og musical og krydres med masser af komik.

MEDVIRKENDE – Lisbeth Kjærulff, Hans Dueholm, Kristian Jensen og Allan Dahl Hansen